Hvis du vil favne fremtiden

Er du interesseret i, hvordan politik, kommunikation og kunstig intelligens påvirker vores samfund og peger frem mod fremtiden? Vil du gerne blive bedre til at forstå udfordringer og muligheder i en verden, der er præget af politisk omskiftelighed, automatisering og individualisering? Elsker du at bruge og udvikle indhold til traditionelle og sociale medier? Så er studieretningen samfundsfag B/kommunikation og IT A måske lige noget for dig.

Du kommer blandt andet til at arbejde med teorier for, hvordan man kan forstå samfundsforhold, politik og formidling, og du kommer til at omsætte den teoretiske forståelse til dybe refleksioner og konkrete kommunikationsværktøjer. Du kommer også til at sætte dig ind i, hvordan man kan forstå globale og lokale begivenheder, kontekstuelle relationer og disruptive forandringer, og du kommer til at sætte dig ind i nye trends og forskellige målgruppers livsstil. Alt sammen elementer i den motor, der driver samfundet af i dag og som sætter os på skinner frem mod samfundet af i morgen.

Studieretningsfag:
Samfundsfag B + Kommunikation/IT A
Obligtoriske fag:
Dansk A, Teknikfag A, Engelsk B, Fysik B, Idéhistorie B, Kemi B, Matematik B, Teknologi B og Biologi C
Valgfag og valg af niveau:
På denne studieretning kan du vælge 1-3 valgfag. Du kan enten vælge at hæve niveauet på et eksisterende fag eller vælge et nyt fag som supplement.