Krigerne FRA VTG

Reportage: Morten Hugge

Optakt:

D. 5. september skulle VTG’s pige- og drengehold til fodboldstævne i Fredericia. Optakten til stævnet var dog alt andet end smertefri for begge hold, forhandlingerne mellem trupperne og VTG’s ledelse havde trukket i langdrag, og først på dagen for stævnet, var man blevet enige om en kontrakt. Problematikken bestod i at ledelsen havde tilbudt en sandwich til spillerne for deltagelse, men spillerne gjorde krav på både sandwich og vand. I ellevte time gav ledelsen sig, og tilføjede en flaske vand til kontrakten. Vi fik en kommentar fra spillernes repræsentant Lars ’Tøffe’ Skøttegaard, som sagde følgende: ”Vi er yderst tilfredse med kontraktens vilkår, og ser nu frem til at kunne deltage i det fremragende stævne.”

Grundet den hektiske optakt, var der ikke meget tiltro til VTG’s hold i medierne. Pigeholdets hurtige venstrekant Sarah ’Yurary’ Laban udtalte følgende inden stævenstart: ”Jeg har sagt til drenge- og pigeholdet, at vi skal ud og vise, hvilket krigere, der kommer fra VTG. Allerede fra vi sætter os i ind i bussen, og drager mod Fredericia, forventer jeg at se den attitude!”

Insiderbilleder fra busturen viser også VTG’s krigerattitude

Stævnet

Allerede ved ankomst til fodboldanlægget kunne man fornemme, at ville blive en god dag for VTG. Solen stod højt, græsset var nyklippet og mindede allermest om Camp Nou på en søndag – Perfekte forhold til VTG’s ’tiki taka’ spillestil.

Pigerne viste allerede fra første fløjt mod Kold.college takter på deres tekniske kunnen, hvilket hurtigt gav udbytte. Laura ’Beckham’ Bøgh satte indersiden på en aflevering fra højre, og passerede en chanceløs målmand via stolpen. Hurtigt efter udnyttede Sarah ’hestespark’ Hoffman et passivt forsvar, og drønede et spark afsted, som fløj direkte op i nettaget – dermed endte kampen 2-0. Anden kamp mod HBGym var en kopi af første kamp – 2-0. Kamp 3 mod Fredericia blev en noget mere fysisk affære. Til VTG’s held var der en joker på bænken, i form af det fysiske monster Karina ’Kessler’ Kristiansen, og med indskiftningen af hende, blev der sat orden i tingene, og dermed sikrede VTG sig et 0-0 resultat. Sidste kamp mod OTG blev dermed kampen om førstepladsen, kampen viste sig dog hurtigt at blive en ulige affære, da dommeren havde fået de forkerte farver briller med, og modstanderen startede med 7 spillere, som rent faktisk spillede fodbold til dagligt. Derfor endte kampen 4-0, og pigerne måtte tage sig til takke med en flot samlet andenplads.

Drengene kom ligeledes godt fra start, og nød at spille på den polerede bane. Første kamp bød dermed på et bombardement af Kold’s mål. Dog blev det ikke muligt at putte bolden over stregen, hvilket til dels skyldtes Kold’s åbenlyse taktik om at skade VTG’s angrebs-es Nikolaj ’Hovedstød’ Højlund – en fej, men effektiv taktik, som resulterede i en 0-0 løsning.

Oven på resultatet var der tydelig krise på holdet, og spillerne begyndte at gå imod deres træner, fordi de var stærkt utilfredse med den planlagte taktik. Træneren, Morten ’Mourinho’ Nielsen, valgte ikke at lave nogle ændringer til de næste kampe, pga. sin konservative tilgang til fodboldspillet. Taktikken fortsatte dermed med at være en klassisk 4-4-2 opstilling.

De næste to kampe endte dermed, under tydelige frustrationer fra spillerne, med nederlag på 0-2 i begge kampe.

Inden sidste kamp var tålmodigheden sluppet op med træneren, og den hidsige midtbanegeneral Jens-Ulrik ’Wilbek’, tog derfor teten i sidste kamp. ’Wilbek’ valgte at spille med en sprudlende 3-3-4 opstilling, hvor planen var tydelig fra start – pres, pres og pres! Taktikken virkede efter hensigten, og favoritterne fra OTG, blev tydeligt frustreret, hvilket blandt andet betød en nedsabling af forsvarsklippen Anton ’Agger’ Myllerup. Umiddelbart inden pause scorede OTG ufortjent til 1-0, på et mål, som skulle være annulleret. VTG mistede dog ikke modet, og fortsatte ufortrødent, dog uden held, for kort inden slutføjt, sendte OTG bolden ufortjent ind til 2-0, og dermed endte drengenes stævne i lidt af en fiasko. Spillermaterialet var til en samlede sejr, men træneren var desværre blevet forkert scouted.

Samlet set var det dog et yderst godkendt stævne fra VTG, og vi ser frem til at følge holdet fremover.